Skal vi alle sammen være her?

Politiken den 10.marts 2007

Ungdomshuset er ryddet, og Christiania er normaliseret. Hvor er det rummelige danske demokrati på vej hen? Det var emnet, da Frit Forum, RUC og Regensen bød indenfor til debat.

Af Kristoffer Holm Pedersen

Den store sal på Regensen er stuvende fuld denne onsdag aften. 200 unge mennesker sidder, hænger og flyder mellem hinanden for at overvære aftenens debatarrangement mellem religionshistorikeren Mikael Rothstein og demokratiforskeren Henrik Stampe Lund. Udenfor klemter regensuret, der i gamle dage blev brugt som stormklokke, der kaldte studenterne sammen til gadekamp imod politiet og ordensmagten.

Meget passende start på en aften, hvor temaet for debatten er eksklusionen af minoriteter i det danske samfund efter rydningen af Ungdomshuset. For hvor rummeligt er det lige, vores demokrati er over for anderledes tænkende? Og er demokrati virkelig lig med kedelig konsensus og rigide regler?

Mikael Rothstein lægger ud med at opridse de unges situation i brede træk. Ungdomshuset er blevet offer for kulturkampen, hvis mål er at rydde op i værdierne, siger han. Regeringen har stille og roligt sørget for at normalisere og tage pulsen ud af alt det, der er anderledes, og lukket af for al debat om demokrati og forskellighed. Det er den normaliseringspres, der har gjort, at de unge har følt sig truet på deres eksistens. Og så griber de uvægerligt til vold, mener Rothstein.

De ansvarlige for denne eskalering er politikerne. Og selvfølgelig Faderhuset, der ifølge Rothstein direkte har tilstræbt konflikten.

»Faderhuset har haft freden i sin hule hånd, men i stedet spillet kortet, der gav gadekampe. Dermed ikke sagt, at det er Faderhusets skyld, at folk smider med brosten. Men Faderhuset ville have balladen i religiøse kræfters tjeneste«, siger Mikael Rothstein, der mener, at man fra politisk hold burde have krænket Faderhusets private ejendomsret og eksproprieret huset.

Det sidste forslag fra Rothstein finder Henrik Stampe Lund demokratisk dybt problematisk. Han minder om, at der er noget, der hedder lovgivning og lovgivningens konsekvenser. Det er helt fundamentalt i vores samfund og kan ikke bare tilsidesættes, fordi nogle grupper får lyst til det.

»Er Faderhusets rettigheder lige så meget værd som vores andres?«, spørger han retorisk.

Stampe Lund tager også fat i problemet om vold som politisk middel.

»Hvis en brosten fyger gennem luften, er det så vigtigt, med hvilken politisk bevidsthed den er blevet sendt af sted? Efter min overbevisning: nej. Jeg kan ikke skelne mellem en brosten, der er sendt af sted med et venstreorienteret formål eller et fascistisk formål«, siger Henrik Stampe Lund.

Derefter åbner ordstyrer Clement Kjersgaard for spørgsmål og kommentarer fra salen. Det første spørgsmål går på, om Henrik Stampe Lund således mener, at demokratiets ret er absolut. Kan demokratiet ikke træffe illegitime beslutninger, der nødvendiggør oprør?

Det mener Henrik Stampe Lund nok. Til gengæld er han også sikker på, at sagen om Ungdomshuset ikke er i nærheden af at kvalificere, at nødret og oprør tages i brug.

»Jeg skal være ganske ærlig: Jeg mener, vi er ude i den forkælede afdeling af uret her«, slår Henrik Stampe Lund fast.

Michael Rothstein tager de antropologiske briller på og konkluderer, at de unge i Ungdomshuset ikke bare har fået frataget retten til deres hus, men hele deres individualitet. Vi har ikke forstået, hvor meget deres fællesskab er en forudsætning for deres individuelle eksistens, og nu har vi frataget dem muligheden for at være sig selv, siger han. Alt sammen i juraens og lovens navn.

»Loven kan nogle gange spænde ben for den gode hensigt: nemlig at vi skal kunne være her alle sammen. Demokratiet skal være stort nok til at rumme sine egne modstandere. Jeg synes, man skulle have været mindre rigid«, siger han.

»Nogle gange skal man være rigid. Ikke for at være rigid, men fordi de unge også bliver 28-38 år en dag. En dag vil de også komme til at synes om demokrati og retsstaten«, byder Henrik Stampe Lund ind.

»Men så har vi også påtaget os at fortælle dem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert «, svarer Rothstein.

»Ja. Og hvad er problemet i det? Har de unge da et bedre bud end demokratiet?«, spørger Lund.

En ung mand fra salen spørger, hvordan et samfund som det, Rothstein taler for, skal fungere i praksis. Hvordan sikrer man retssikkerheden mellem Rothsteins pragmatisme og Stampe Lunds jura?

»Se på Bilka i Horsens«, råber en ung kvinde. »Eller på A.P. Møller. Når det drejer sig om ham, er det, som om tingene bare lader sig gøre. De unge derimod er der ingen, der hører på«.

Mikael Rothstein er enig i, at der eksisterer dobbelte standarder.

»Det er ikke så lang tid siden, Mærsk raslede med sablerne og truede med at flytte sin virksomhed til udlandet, hvis ikke regeringen ændrede i skattelovgivningen. Det er da at gøre meget større vold mod demokratiet end en lille gruppe unge, der kæmper for et hus«.

Henrik Stampe Lund mener også, at retsstaten er under pres. Der er mange, der står i kø for at relativere vores rettigheder, siger han. Fra Bilka og Mærsk til Ungdomshuset og Dansk Folkeparti.

»Derfor bliver de unge også nødt til at indse, hvad det er, de er i gang med. De er i gang med at nedrive centrale værdier i samfundet«, slutter Stampe Lund, der ser alle disse aktører som del af det samme projekt.

Nemlig at stække demokratiet.