Tag Archives: USA

Løgnfabrikken

Denne artikel fra det nye New Yorker retfærdiggør et hurtigt link.

The Lie Factory, hedder artiklen, skrevet af den strålende Jill Lepore, og handler om opfindelsen af politiske PR-konsulenter i Amerika. Artiklen er et kritisk blik på forældrende til politisk PR, ægte- og businessparret Clem Whitaker and Leone Baxter, som i deres firma Campaigns Inc. begyndte at praktisere politisk PR i 1930’erne. Metoderne og strategien var stort set de samme dengang, som de er i dag. Ikke meget er forandret.

Artiklen lægger ikke skjul på sit ståsted, hvilket jeg egentlig synes er meget befriende: Politiske PR-konsulenter, lobbyister, særlige rådgivere, you name it er dårlige for demokratiet. Ifølge artiklen symboliserer de kampen mellem folket og big business – og hidtil har big business vundet hver runde klart.

Mest sigende er artiklen dog det eneste sted, hvor hovedpersonerne selv kommer til orde. Efter en lang (og lukrativ) karriere med at fordreje sandheder, manipulere folkestemningen og promovere big business’ særinteresser har den 90-årige Leone Baxter dette svar på spørgsmålet, om hvorvidt politisk public relations ikke giver for meget magt til de personer, der udfører det:

It certainly could and has in some instances,” she said, carefully. “In this profession of leading men’s minds, this is the reason I feel it must be in the hands of the most ethical, principled people—people with real concern for the world around them, for people around them—or else it will erode into the hands of people who have no regard for the world around them. It could be a very, very destructive thing.

Det er godt. Læs hele artiklen her.

Don’t go blaming guns!

Som altid for at sætte den amerikanske debat på plads: This Modern World, denne gang om gun control.

Mere af samme skuffe fra Tom Tomorrow her

Kennedys Apoleget – Anmeldelse af Ted Sorensen: Præsidentens Mand

Jeg anmelder John F. Kennedys taleskriver Ted Sorensens selvbiografi ‘Præsidentens Mand’ her. Bortset fra lidt rodede sætninger her og der (hey, den anmeldelse blev skrevet meget hurtigt) er jeg ret godt tilfreds med anmeldelsen. Og med bogen, faktisk. Hvilket jeg egentlig også håber, man kan læse ud af slutningen.

Kennedys apoleget – Ted Sorensen: PRÆSIDENTENS MAND

JFK’s taleskriver og politiske rådgiver Ted Sorensens erindringer er et fascinerende og lettere foruroligende studie i loyalitet gennem mere end 50 år.

Erindringer | Anmeldelse af Kristoffer Holm Pedersen

På mange måder siger billedet på forsiden af Ted Sorensen selvbiografi PRÆSIDENTENS MAND alt om, hvilken bog den er, lige fra dens fokus og tema til dens styrker og svagheder:

På et lettere sløret billede ser man i forgrunden den amerikanske præsident John F. Kennedy med selvsikker mine skridte hen over plænen foran Det Hvide Hus. Bag ham, gemt bag et par hornbriller og med en stak papirer under armen, får man et glimt af Ted Sorensen selv, der trods sin meget unge alder allerede ser ganske gammel – og åh ja, ganske kompetent – ud.

Og sådan er bogen også: Lettere uskarp sine steder, forfattet af en gammelklog, men ubenægteligt hyperintelligent forfatter – med JFK som ubestridt midtpunkt.

Ted Sorensen var John F. Kennedys nærmeste rådgiver og taleskriver i 11 år fra 1953 og frem til Kennedys død i 1963. Sorensen var på mange måder en nøgleperson, der som ægte amerikansk liberal satte sit afgørende aftryk på mange af 50-60’ernes vigtigste politiske sager, ligefra borgerrettigheder og månelanding til atomkapløb og Den Kolde Krig.

Sorensens førstehåndsberetninger fra magtens centrum er fascinerende og skrevet med en indsigt og en klarhed, der sømmer sig for en præsidentiel taleskriver. Helt åbent fortæller Sorensen om sit politiske liv i første række bag en af sidste århundredes mest berømte amerikanske præsidenter og beretter om både idealistisk storhed og personligt forfald.

Eller næsten helt åbent. For her kommer vi til selvbiografiens helt store problem: Hvor Sorensen er den første til at indrømme egne fejl og mangler, accepterer han ikke den mindste lille plet på JFK’s omdømme. Selv ikke hvor det, for alle andre end Sorensen selv, er helt tydeligt, hvad der er foregået. Rygterne om JFK’s konsekvente utroskab nægter Sorensen således at skrive om (selvom han modvilligt medgiver, at der fandt ’moralsk problematiske’ ting sted i Det Hvide Hus), ligesom JFK’s gentagne forsøg på at snigmyrde Fidel Castro og hans involvering i den tidlige Vietnamkrig bliver ignoreret eller forskønnet.

Dette svækker i høj grad selvbiografiens troværdighed. Og selvom Sorensen kan have ret i, at Kennedys udsvævende privatliv ikke nødvendigvis påvirkede hans præsidentembede negativt, er det helt klart naivt, når Sorensen fx affærdiger JFK’s konsekvente forbigåelse af sit eget udenrigsministerium i kontakten med USSR som uden betydning, eller nægter at forholde sig til den massive valgsvindel Kennedys stenrige far iværksatte i 1960 for at få sin søn valgt til amerikansk præsident.

Disse sager, der bl.a. er blevet dokumenteret af den Pulitzer-vindende New Yorker-journalist Seymour Hersh og den ansete historiker Tony Judt, belaster Ted Sorensens påstand om, at Kennedy skulle være en af de største præsidenter, der nogen sinde har levet. Jo, JFK fik gennemført rigtig megen progressiv lovgivning. Men når centrale kritikpunkter i JFK’s embedsførelse forbigås så tydeligt, som Sorensen gør her, taber påstanden om Kennedys storhed unægteligt værdi.

Denne kritik af Sorensens blinde plet må dog ikke skjule, at PRÆSIDENTENS MAND er en ganske glimrende selvbiografi, der åbner op for et centralt årtis spændende amerikansk verdenshistorie. Som sandhedsvidne om JFK’s præsidentperiode kan den ikke stå alene. Men som en dybt fascinerende (og dybt partisk) beretning om en idealistisk, politisk og ikke mindst loyal ildsjæl bag en af verdens mægtigste mænd er den bestemt alle pengene værd.

Fire Scenarier Til USAs Fald

Salon poster en meget lang og meget udførlig artikel om Det Amerikanske Imperiums Opstigningen og Fald. Selvom de færreste vel tror på, at USA vil holde sin position som verdens førende magt for evigt (med mindre man er hardcore, overbevist patriot – eller amerikansk præsident), så argumenterer artiklen for at USAs fald fra både den økonomiske og militære tinder vil komme hurtigere end forventet. Måske allerede i 2020. Altså om ti år.

Artiklen opregner fire scenarier: Økonomisk Kollaps, En Olie- og Energikrise, Militært Nederlag, og endelig den ultimative World War III mod Kina – denne gang (optimistisk) uden en eneste dræbt eller tilskadekommen.

Scenarierne er langt ude i fremtiden, men ikke så langt ude i sine tankeeksperimenter. Se fx her om Amerikas økonomiske kollaps i 2020:

After years of swelling deficits fed by incessant warfare in distant lands, in 2020, as long expected, the U.S. dollar finally loses its special status as the world’s reserve currency. Suddenly, the cost of imports soars. Unable to pay for swelling deficits by selling now-devalued Treasury notes abroad, Washington is finally forced to slash its bloated military budget. Under pressure at home and abroad, Washington slowly pulls U.S. forces back from hundreds of overseas bases to a continental perimeter. By now, however, it is far too late.

Faced with a fading superpower incapable of paying the bills, China, India, Iran, Russia, and other powers, great and regional, provocatively challenge U.S. dominion over the oceans, space, and cyberspace. Meanwhile, amid soaring prices, ever-rising unemployment, and a continuing decline in real wages, domestic divisions widen into violent clashes and divisive debates, often over remarkably irrelevant issues. Riding a political tide of disillusionment and despair, a far-right patriot captures the presidency with thundering rhetoric, demanding respect for American authority and threatening military retaliation or economic reprisal. The world pays next to no attention as the American Century ends in silence.

Hvem interesserer sig også for retfærdighed i Mellemøsten?

Robert Fisks syn på de nyeste WikiLeaks her, naturligvis mest centreret om situationen i Mellemøsten.

Fisk er efter min mening en af de mest kritiske, men også mest klarsynede og vidende reportere, der findes. Hans vurdering efter at have pløjet sig igennem X antal lækkede diplomatrapporter burde egentlig ikke komme bag på særlig mange: USA interesserer sig egentlig ikke for retfærdighed i Mellemøsten:

It’s not that US diplomats don’t understand the Middle East; it’s just that they’ve lost all sight of injustice. Vast amounts of diplomatic literature prove that the mainstay of Washington’s Middle East policy is alignment with Israel, that its principal aim is to encourage the Arabs to join the American-Israeli alliance against Iran, that the compass point of US policy over years and years is the need to tame/bully/crush/oppress/ ultimately destroy the power of Iran.

Hvilket også lader til at være målet for de arabiske oliediktaturers udenrigspolitik by the way. Så på den måde er de muslimske lande, Amerika og Israel smukt knyttet sammen til det samme mål, nemlig ødelæggelsen af Iran. Uofficielt, naturligvis, strengt uofficielt.

Men om dette nye, fælles mål bringer os ét skridt nærmere afklaring, fred og demokrati i Mellemøsten er overordentligt tvivlsomt. Resultatet bliver snarere mere af det samme: flere postuleringer, flere aggressioner, flere våben og flere væbnede konflikter. Alt sammen på den civile befolknings bekostning.

Så hvem interesserer sig i virkeligheden for retfærdighed i Mellemøsten?

Hvorfor Obama har skuffet os

Johann Hari i The Independent. Jeg er enig i meget. Selvfølgelig ligger der kæmpe problemer i USA’s politisk-økonomiske sponsorsystem (‘legalized bribery’, som Hari kalder det). Men at fuldstændig fratage Obama selv skylden for hans manglende evne til at udnytte den helt enestående position, han var i ved valgsejren i 2008, er efter min mening at gå for langt. Obama høster lige nu frugterne af manglende politisk mod til at gennemføre de løfter om ‘foranding’, han  byggede sin kampagne på. Hvis jeg var amerikaner, ville jeg stadig stemme på ham. Men kun fordi der ikke var noget bedre alternativ.

For two years now, most of the good and honorable people who desperately wanted him to beat John McCain – as I did –have watched his actions through a distorting haze of hoping for the best. So when Obama set us all up for another global crash by refusing to reregulate the banks or stop even their riskiest practices, we looked away. When Obama set us all up for more terror attacks by trebling the troops in Afghanistan and launching a vicious air war on Pakistan that is swelling the ranks of jihadis, we didn’t want to hear it. When Obama set us all up for environmental disaster by refusing to put the brakes on his country’s unprecedented and unmatched emissions of climate-destabilizing gases, we switched over to watch will.i.am’s YouTube rejig of the President’s “yes, we can” speech. And when a week from now he is beaten at the mid-term elections – after having so little to show the American people – by a group of even more irrational Republicans, we will weep for him.

(…)

I’m sure Obama believes he is doing the best he can in a corrupt system – but it’s not true. There is another way. Imagine if, when he came to office, he had articulated the real solutions – and, when he was blocked, named the corrupt corporations and the corrupt Senators stopping him getting healthcare for sick children or preventing another crash. Explain that it is time to drive the money-lenders out of the temple of American democracy. Tell the American people they will always be screwed over until they end this corruption and pay for the democratic process themselves, and propose serious measures to achieve it. Call for a mass movement to back him, just as Franklin Roosevelt did – and succeeded. At least then there would be a possibility of real progress. Would the outcome conceivably have been worse than this – being beaten by the foaming Tea Party Republicans with almost nothing to show for it?

At moments, there have been flickers of what this alternative Obama Presidency would have looked like. His huge government bailout of the auto industry kept millions of people in work, was hugely popular – and is already making a profit for the government. In the final days of this election campaign, he is railing against the massive corporate donations to the Republicans – a hypocrisy, for sure, but a popular one, pointing to a better path he might have chosen, and still could, if enough sane Americans shake themselves awake and pressure him hard.

Yes, on the night Obama won, I too felt that great global ripple of hope, and shed a little tear – but the people weeping today are those having their homes repossessed in the Rust Belt and their homes blown to pieces in the SWAT Valley as a direct result of Obama’s decisions. They are the ones who deserve our empathy now, not the most powerful man in the world, who has chosen to settle into and defend a profoundly corrupt system, rather than challenge and change it. It’s long past time to put away your Obama t-shirt that and take out your protest banner.

Det hele her

Den der hopey changey thing

Så: How is that hopey changey thing workin out for ya?

Apaches. Black Hawks. F-15’ere. Til 60 milliarder dollars. Til et af verdens mest undertrykkende og forstokkede regimer.

Et godt stykke fra det her.

Krigen mod Obama

New Yorker-journalisten Jane Mayer har (fortjent) fået stor omtale i forbindelse med hendes store artikel om milliardærbrødrene Charles og David Koch og deres økonomiske kæmpekrig mod liberale tendenser i det amerikanske samfund.

Brødrene har givet mere end 100 mio dollars til den amerikanske højrefløj, og artiklen afdækker både de ideologiske (Kochbrødrende er erklærede ultraliberalister og mener, at den regering der styrer bedst, er den regering der styrer mindst) såvel som de private/monetære (Kock Industries er amerikas tiende mest forurenende virksomhed) grund til denne enorme og hidtil usete støtte.

Men som Mayer selv pointerer: Kun den økonomiske støttes omfang er ny. Højrefløjen i USA har en lang og stærk tradition for at bekæmpe alle tilløb til sociale og økonomiske reformer, der kan styre landet i en mere europæisk retning.

Artiklen er lang, men vigtig.

Looting Main Street

Tilbage fra ferie og dertilhørende sommerforkølelse kan man altid lune sig med hjertevarme fortællinger fra den finansielle verden. Rolling Stone (magasinet, ikke bandet) har dykket ned i pølen med swaps, offentlige låneventyr og generel grådighed at large. Resultatet er Looting Main Street, en glimrende artikel om finanskrisens hædersmænd. Med udgangspunkt i et meget stort kloaksystem i en meget lille by i Alabama giver artiklen storartet et bredt indblik i de skrupelløse investeringer og direkte kriminelle handlinger, der var med til at køre den vestlige økonomi i sænk:

In 1996, the average monthly sewer bill for a family of four in Birmingham was only $14.71 — but that was before the county decided to build an elaborate new sewer system with the help of out-of-state financial wizards with names like Bear Stearns, Lehman Brothers, Goldman Sachs and JP Morgan Chase. The result was a monstrous pile of borrowed money that the county used to build, in essence, the world’s grandest toilet — “the Taj Mahal of sewer-treatment plants” is how one county worker put it. What happened here in Jefferson County would turn out to be the perfect metaphor for the peculiar alchemy of modern oligarchical capitalism: A mob of corrupt local officials and morally absent financiers got together to build a giant device that converted human shit into billions of dollars of profit for Wall Street — and misery for people like Lisa Pack.

Via ham her

Magnatar-handlen

Fremragende stykke journalistik herPropublica! I en lang, gennemresearchet og velskrevet artikel gennemgår de to journalister, Jesse Eisinger og Jake Bernstein, de sidste hektiske boble-dage inden den store krise i 2008.

Artiklen handler om den såkaldte Magnatar Trade, hvor hedgefonden Magnatar formåede ikke bare at udnytte den lurende subprime lånekrise i USA men også at puste til den og forværre den for egen vindings skyld. Metoden var simpel og skruppelløs:

The hedge fund bought the riskiest portion of a kind of securities known as collateralized debt obligations — CDOs. If housing prices kept rising, this would provide a solid return for many years. But that’s not what hedge funds are after. They want outsized gains, the sooner the better, and Magnetar set itself up for a huge win: It placed bets that portions of its own deals would fail.

Alle de store banker var med i handlerne, der sikrede bankfolkene, der iværksatte dem, kæmpe store bonusser, men til sidst førte til bankernes fald.

Det er faktisk temmelig rystende læsning. Men også rystende god journalistik. Hvis det her er, hvad vi får, når aviserne dør, er jeg ikke synderlig bekymret.

Artiklen er lang, men læs det hele!

Hat tip ham her.