The Andy Bubble

More Intelligent Life, The Economist’s udmærkede kulturmagasin, skriver om Andy Warhol boblen, der har ramt verdens kunstmarkeder.

Warhol is now the god of contemporary art. He is indeed, it is said, the “American Picasso” or, if you prefer, the art market’s one-man Dow Jones. In 2010 his work sold for a total of $313m and accounted for 17% of all contemporary auction sales. This was a 229% increase on the previous year—nothing bounced out of recession quite like a Warhol. But perhaps the most significant figure is the rise in his average auction prices between 1985 and the end of 2010: 3,400%. The contemporary-art market as a whole rose by about half that, the Dow by about a fifth. “Warhol is the backbone of any auction of post-war contemporary art,” says Christopher Gaillard, president of the art consultants Gurr Johns. “He is the great moneymaker.”

Jeg læste artiklen på vej hjem i flyet fra Berlin og tænkte på Robert Hughes, den gamle kæmpe indenfor moderne vestlig kunst. Han er ikke fan af Warhol. Men finder ham, trods alt, mere spiselig end fx Damien Hirst:

Jeg elsker det udtryk af ren foragt, der ligger over Robert Hughes’ ansigt igennem hele klippet. Selv kan jeg ret godt lide både Warhol og Hirst – ironien, udtrykket, legen. Og hele problematiseringen af kunst- og kunstnerbegrebet der følger med dem.

BICs, ikke BRICs

Fantastisk artikel fra NYT om Wikileaks’ afsløringer af de uofficielle amerikanske vurderinger af det russiske samfund. Fra Putin og ned gennem olieindustrien og  business-verdenen er samfundet gennemsyret af korruption og ineffektivitet og en udpræget mangel på afstand mellem det politiske system og forretningsverdenen.

In Russia, the separation between the most important businesses and government officials runs from blurry to nonexistent. The cables rendered darkly how Russian companies — often relying on what one cable called “secretive deals involving intermediary companies with unknown owners and beneficiaries” — conducted their affairs.

The cables also detailed two separate but related concerns about Russia’s  oil and gas sectors: a lack of modern management and capital-improvement programs, and a tendency in Mr. Putin’s circle to see energy resources as political levers.

One prominent Western oil executive told Ambassador Beyrle that the inefficiencies “are so huge” that “a well that would take ten days to drill in Canada would take 20” in Russia.

“Multiply that by hundreds or thousands and you can start to imagine the costs to the economy,” the cable quoted the executive as saying.

The embassy’s 2009 assessment of state-owned  Gazprom, Russia’s largest company, was similar. “Gazprom, it said, “must act in the interests of its political masters, even at the expense of sound economic decision-making.”

Det er, som The Economistbloggeren Schumpeter så rigtigt skriver, vist på tide at fjerne R’et i BRICs – de fire nye, økonomiske supermagter i det 21.århundrede – og betegne Rusland som det, den virkelig er: en mafiastat.

Obama vs BP vs The Economist

Disse sider har før sunget The Economist‘s hyldest. Nu er magasinet imidlertid blevet fanget i at have fotomanipuleret sit forsidebillede for at drive en helt speciel pointe hjem.

Billedet forestiller præsident Obama på en strand i Louisiana, alene, kiggende fortabt ned i jorden, med olieplatforme i baggrunden. En perfekt metafor for en tvivlrådig præsident og hans kamp mod olieforurening, internationale oliefirmaer og faldende opbakning i en amerikanske befolkning, der ser ham som svag, handlingslammet og alene.

Problemet er, som NYTs blog Media Decoder skriver, at Obama rent faktisk ikke var alene. Billedet i The Economist er blot redigeret for at give det indtryk. I virkeligheden står præsident Obama på stranden i samtale med to personer, heriblandt Admiral Thad W. Allen, kystvagtens øverste chef. Men på forsiden er de to personer forsvundet og erstattet af Caribiens (stadig) blå hav.

The Economist har ikke villet kommentere redigeringen.

I østen stiger… siger The Economist

Det er en mærkelig ny og på en måde usikker ting at læse om: Fremtidsudsigterne for verdens økonomiske situation. Hvor de færreste synes at argumentere for vestens fortsatte dominans er langt de fleste økonomiske fremtidsforskere enige om, at fremtiden tilhører de udviklende markeder i Asien – navnlig Indien og Kina. Så langt så godt. Hvad der dog er større usikkerhed om, er, hvad den udvikling betyder for vesten – og her navnlig Europa, der i den nærmeste fremtid fortsat vil lide under langsom vækst, ufleksible arbejsmarkeder, en ældet befolkning og økonomisk stagnation.

Skal man tro evig optimistiske Economist så vil østens dominans – og altså ikke bare indenfor produktion og billig arbejdkraft men også indenfor innovation og kreativ udvikling – komme alle til gode. Østens befolkning vil få velfærds- og produktgoder, som det før kun var os i vesten der nød godt af. Og det er naturligvis kun ret og rimeligt. Men, skriver magasinet, også vesten vil få glæde af østens dominans. Fx vil de mange overlegne, billige produkter og services, de asiatiske virksomheder udvikler, også komme et løntrængt og (relativt) fattigere Europa til gode.

Hm. Det er vist at se glasset halvt fuldt. Som ung europæer (eller japaner eller amerikaner) er det i hvert fald svært ikke at læse sådanne fremtidsudsigter uden at føle sig en smule beklemt og usikker på fremtiden (se nedenstående undersøgelse).

Men også her har Economist svaret, tilsyneladende: Nøglestenen er at lære fra Østen. Innovation, udvikling og nye forretningsmetoder må hentes til Europa og inkorporeres i vores verden.

For mit eget felt, kommunikationsrådgivningen, er det en indtil videre fuldstændig uudforsket tilgang. Hvad kan vi lære af kineserne og inderne? Og hvordan kan vi bruge det i praksis? Ved vi overhovedet, hvordan PR-konsulenterne i de lande arbejder? Eller om de overhovedet arbejder- og i så fald på et så tilstrækkeligt avanceret niveau, der gør det værd at beskæftige sig med? Den, der først finder ud af det, vil utvivlsomt lede markedet indenfor de kommende år.