Hvem interesserer sig også for retfærdighed i Mellemøsten?

Robert Fisks syn på de nyeste WikiLeaks her, naturligvis mest centreret om situationen i Mellemøsten.

Fisk er efter min mening en af de mest kritiske, men også mest klarsynede og vidende reportere, der findes. Hans vurdering efter at have pløjet sig igennem X antal lækkede diplomatrapporter burde egentlig ikke komme bag på særlig mange: USA interesserer sig egentlig ikke for retfærdighed i Mellemøsten:

It’s not that US diplomats don’t understand the Middle East; it’s just that they’ve lost all sight of injustice. Vast amounts of diplomatic literature prove that the mainstay of Washington’s Middle East policy is alignment with Israel, that its principal aim is to encourage the Arabs to join the American-Israeli alliance against Iran, that the compass point of US policy over years and years is the need to tame/bully/crush/oppress/ ultimately destroy the power of Iran.

Hvilket også lader til at være målet for de arabiske oliediktaturers udenrigspolitik by the way. Så på den måde er de muslimske lande, Amerika og Israel smukt knyttet sammen til det samme mål, nemlig ødelæggelsen af Iran. Uofficielt, naturligvis, strengt uofficielt.

Men om dette nye, fælles mål bringer os ét skridt nærmere afklaring, fred og demokrati i Mellemøsten er overordentligt tvivlsomt. Resultatet bliver snarere mere af det samme: flere postuleringer, flere aggressioner, flere våben og flere væbnede konflikter. Alt sammen på den civile befolknings bekostning.

Så hvem interesserer sig i virkeligheden for retfærdighed i Mellemøsten?

20.000 æresdrab om året

Stor opstandelse og lettelse da Iran besluttede at suspendere steningen af Sakineh Mohammadi Ashtiani for formodet utroskab. Hun kan dog stadig risikere piskeslag, dog. Og hængning.

Det gør Robert Fisks  forfærdende men nødvendige artikel om blot nogle af de seneste års hundredetusinder af æresdrab over hele jorden ekstra aktuel. I artiklen citerer Fisk opgørelser der anslår antallet af globale æresdrab (hvad end de er muslimske, kristne eller hinduistiske) til omkring 20.000 om året. Det er ubehagelig, konkret læsning. Som dette eksempel fra Somalia med den kun 13-årige Aisha Ibrahim Duhulow:

Aisha Ibrahim Duhulow, 13, who in Somalia in 2008, in front of a thousand people, was dragged to a hole in the ground – all the while screaming, “I’m not going – don’t kill me” – then buried up to her neck and stoned by 50 men for adultery? After 10 minutes, she was dug up, found to be still alive and put back in the hole for further stoning. Her crime? She had been raped by three men and, fatally, her family decided to report the facts to the Al-Shabab militia that runs Kismayo.

Det er forfærdende og sætter så mange ting i relief: Fanatismens absurditet, oplysningens nødvendighed, det kollektive æresbegrebs urimelighed. Og den afgrundsdybe forskel på verdens folk, der gør, at man nærmest mister ethvert håb om at vi  nogensinde skal kunne blive enige og tolerere hinandens forskellige opfattelser af rigtigt og forkert. Jeg mener: jeg er så kulturrelativistisk en humanist, som de kommer (jeg er overbevist om at den vestlige, demokratiske, sekulære levevis er bedst, men giver alle lov til at have en anden holdning). Men kan man tolerere det her?