Sjovere end denne anmelder tillader

Jeg anmelder (ikke særlig positivt) Bjarne Reuters nyeste roman Den Ægyptiske Tenor her.

Jeg har egentlig ikke meget mere at tilføje, bortset fra at Reuter efter min mening falder i den samme fælde, som så mange af tidens ‘satirkere’ falder i: Nemlig blot at reproducere allerede skamridte klicheer om dagens Danmark. Satire bør (i min optik, i hvert fald) være overraksende, nyskabende og få os til at se på verden – og ikke mindst os selv – på nye måder. I stedet bliver vi alt for ofte blot bekræftet i det, vi allerede mener (Pia er dum, politikerne svigefulde, religiøse fanatikere åndssvage osv.), hvilket gør satiren tandløs og kedelig. Hvad med satire der viser, at vi selv er dumme, svigefulde og åndssvage? Men en sådan satire er svær at lave. Derfor ser vi den så sjældent.

Anyway, her er anmeldelsen:

Fy for en farce – Bjarne Reuter DEN ÆGYPTISKE TENOR

Med DEN ÆGYPTISKE TENOR har Bjarne Reuter begået en såkaldt ’satirisk krimifarce’ om mord, PET, hemmelige agenter og den internationale medicinalindustri. Det er blevet til noget, der måvære årets dårligste bog.

For at sige det kort: Denne bog må du aldrig, aldriglæse. Hvad Bjarne Reuter og Gyldendal forventer, at vi skal få ud af DEN ÆGYPTISKE TENOR, er umuligt at sige. Bogen er et usjovt, uspændende, langtrukkent ridt ud i klicheernes krimihelvede og fortjener ikke det halve døgn, det tager at læse den. Lad mig begrunde:

Først plottet: Få dage før den globale fredskonference begynder i København, forsvinder hele verdens håb, den syriske chefforhandler Nazim al-Salu, på mystisk vis. Tolv timer senere dukker hans halshuggede lig op i en jysk kirke. Den korpulente og gnavne kriminalinspektør Stelman og hans uduelige assistent Larsen bliver sat på sagen. Og så går den vilde morderjagt over middelalderlige satanister, internationale spioner og smukke, mellemøstlige femme fatal’er.

Det lyder måske ikke så slemt. Men det er det. Selvom forlaget selv beskriver bogen som en ’krimifarce’, og man derfor ikke kan stille kæmpe forventninger til plottets sindrighed, er (den ultra tynde) historie så hullet og usammenhængende som en gammel si af nudler (hvordan en sådan si så er. Men den lyder ikke særlig sammenhængende). Ting sker uden begrundelse, personer dukker op uden motiv og – værst af alt for krimier – handlingsændrende elementer introduceres alt for sent i plottet. Men det er ikke det værste.

Det værste er Reuters konstante og ulidelige forsøg på at være ‘skarp’, ‘satirisk’ og ‘sjov’. Hele bogen igennem belemres man med en forceret humor, der på intet tidspunkt er morsom, men hurtigt forvandler læsningen til en lang lidelse ud i tåkrummende vitser. Som eksempel kan nævnes Reuters konstante forsøg på at være morsom ved at inkludere virkelige personer i bogen, dog omskevet til nye og ’sjove’ navne: den grædeglade forsvarsminister Søren Gademann, jetsetjunkien Rigmor Schnabel, regeringens grå excellence Claus Lord Frederiksen, den dopinganklagede cykelrytter Micky ’Killingen’ Rasmussen (kan du se hvad Reuter lige gjorde der? clever, ikke?) og Nordkoreas diktator Kim De Bil. Synes man den slags er sjovt, vil man brække sig af grin over DEN ÆGYPTISKE TENOR.

Læg dertil en hulens masse klicheer, både sproglige (mørke skyer trækker påfaldende ofte sammen, ligesom kommissær Stelmans blod har en konstant tendens til at fryse til is) og tematiske (den gnavne politimand, hans tumpede assistent, dumme, overordnede politikere), der er som taget ud af en engelsk krimiserie på DR1, og du har en virkelig dårlig bog. Derudover er DEN ÆGYPTISKE TENOR så fyldt med umorsomme oneliners, at plottet (altså det, der måtte være af det) fuldstændig drukner i Reuters forsøg på at spille funnyman, hvilket igen resulterer i et alt for langsomt fortælletempo. Der sker alt for ofte intet på siderne. Og så er 280 sider immervæk en del.

Så for at konkludere: DEN ÆGYPTISKE TENOR er et kæmpe fejlskud af en bog, der fortjener at blive læst af lige præcis ingen. Gør du det alligevel, er det på eget ansvar. Mage til farceagtig krimifarce skal man (heldigvis) lede længe efter.

Shylock – når Shakespeare er uretfærdig

If we want a happy ending, at some point with Shakespeare we must draw a line and close our eyes to the injustice an ending may entail.

– Paula Marantz Cohen om sine erfaringer med 30 års Shakespeareundervisning. I The American Scholar.

For mig at se bliver det næppe bedre end når Al Pacino spiller Shakespeare.

Pacino var storartet i Looking for Richard, som jeg så for en del år siden, og som jeg desværre ikke kan huske så meget andet fra, end at filmen var en fascinerende blanding af dokumentar, interviews, diskussionsklub og fremførelse af Shakespeares teaterstykke Richard III.

Men Pacino overgår sig selv i Købmanden i Venedig, Michael Radfords film fra 2004. Som den rige jødiske udpengelåner Shylock, der kræver et pund menneskekød skåret fra sin gamle fjende Antonio som straf for et lån, denne ikke kan betale tilbage, er Pacino utrolig stærk: Slesk, ydmyget, grusom, selvretfærdig og helt igennem menneskelig.

Netop det sidste har måske været utilsigtet for Shakespeare. I hvert fald er der i stykket ikke megen sympati med eller forståelsen for den foragtede jøde, der (spoiler alert!) til sidst bliver franarret både sin datter, sine penge og ovenikøbet bliver tvunget til at omvende sig til kristendommen. Som filmen slutter, ser vi Skylock både lukket ude fra sit gamle jødiske samfund og fra det omkringliggende kristne, der ikke vil vide af ham.

Shakespeare betegnede selv sit skuespil som en ‘komedie’. Hvilket naturligvis ikke har noget at gøre med, hvor mange punch lines der er i stykket, men hvorvidt stykket ender godt eller dårligt. Og Shakespeare mener altså han har skrevet en lykkelig slutning. At han senere hen er blevet offer for lettere ureflekterede og ahistoriske anklager om antisemitisme, kan derfor næppe komme bag på nogen.

Ikke desto mindre efterlader slutningen på Købmanden i Venedig en mærkelig smag i munden på os. En happy end vi føler lede overfor. Det er sjældent. Og derfor desto større grund til at se filmen.

Der forøvrigt kan ses gratis på bibliotekernes hjemmeside Filmstriben her.

Who is the third who walks always beside you?

Who is the third who walks always beside you?
When I count, there are only you and I together
But when I look ahead up the white road
There is always another one walking beside you
Gliding wrapt in a brown mantle, hooded
I do not know whether a man or a woman
—But who is that on the other side of you?

T.S.Eliot: The Waste Land. Via her

Funeral Blues

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He is Dead.
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last forever: I was wrong.

The stars are not wanted now; put out every one,
Pack up the moon and dismantle the sun,
Pour away the ocean and sweep up the woods;
For nothing now can ever come to any good.

W.H. Auden