Den bedste f***ing filmanmelder i verden

Og apropos ingenting specielt:

Hvis du kan lide film (eller måske rettere: hvis du ikke kan lide film som sådan, men kan lide intelligente, udfordrende, ikke-kliche-skamridte og fede film), så er anmelderen for dig den fantastiske Lindy West fra det alternative Seattle-medie The Stranger.

Lindy West opnåede kortvarig, men fortjent berømmelse med måske den mest spidende og præcise anmeldelse af Sex and The City 2-filmen. Hvorfra bl.a. det berømte citat:

SATC2 takes everything that I hold dear as a woman […] and rapes it to death with a stiletto that costs more than my car

…stammer fra. Anmeldelsen er fantastisk og fortjener at blive citeret mere ekstensivt:

It [SATC2] is 146 minutes long, which means that I entered the theater in the bloom of youth and emerged with a family of field mice living in my long, white mustache. This is an entirely inappropriate length for what is essentially a home video of gay men playing with giant Barbie dolls. But I digress. Let us start with the “plot.”

Carrie Bradshaw: At the end of the first SATC movie (2008)—after eleventy decades of chasing his emotionally abusive jowls through the streets of Manhattan—Carrie finally marries Mr. Big, the man of her shallow, self-obsessed dreams. It has now been two years since their nuptials. Carrie already hates it. She hates that he sits on the couch. She hates that he eats noodles out of a take-out box. She hates that he wants to spend quality time with her in their incredibly expensive and gaudy apartment. She hates that he bought her an enormous television. When Big suggests that they spend a couple of days a week in separate apartments (they own TWO apartments, because life is hard!), Carrie screeches, “Is this because I’m a bitch wife who nags you?” Congratulations. You have answered your own question.

Miranda Redhairlawyerface: Miranda is a lawyer who has red hair. She also has a child. As a working woman, Miranda is forced to miss every single one of her child’s incessant science fairs (as though children know anything of science!). Also, her lawyer boss is a cartoon dick. Miranda quits her job, and everyone is much happier. This is because women should not work. It is terrible for the children.

Charlotte Goldsteinjewyjewsomethingsomethingblatt: Life for Charlotte is unbelievably difficult. As a wealthy stay-at-home mom with two children and a live-in, full-time nanny, she sometimes has to bake cupcakes! Also, one time her little child got finger paint on a piece of vintage cloth. Therefore, Charlotte cannot stop crying. “How do the women without help do it?” Charlotte (crying) asks Miranda. “I have no fucking idea,” Miranda replies. Then they toast their disgusting glasses of pink syrup. To “them.” To the “women without help.” “If I wasn’t rich, I’d definitely just kill myself right away with a knife!” says everyone in this movie without having to actually say it. Clink!

Samantha Jones: I told you we are never to speak of this.

In order to escape their various imaginary problems, our intrepid foursome traipses off to dark, exotic Abu Dhabi (“I’ve always been fascinated by the Middle East—desert moons, Scheherazade, magic carpets!”). When they arrive, Carrie, because she is aprofessional writer, announces, “Oh, Toto—I don’t think we’re in Kansas anymore!” Each woman is immediately assigned an extra from Disney’s Aladdin to spoon-feed her warm cinnamon milk in their $22,000-per-night hotel suite. Things seem to be going great. But very quickly, the SATC brain trust notices that it’s not all swarthy man-slaves and flying carpets in Abu Dhabi! In fact, Abu Dhabi is crawling with Muslim women—and not one of them is dressed like a super-liberated diamond-encrusted fucking clown!!! Oppression! OPPRESSION!!!

This will not stand. Samantha, being the prostitute sexual revolutionary that she is, rages against the machine by publicly grabbing the engorged penis of a man she dubs “Lawrence of My-Labia.” When the locals complain (having repeatedly asked Samantha to cover her nipples and mons pubis in the way of local custom), Samantha removes most of her clothes in the middle of the spice bazaar, throws condoms in the faces of the angry and bewildered crowd, and screams, “I AM A WOMAN! I HAVE SEX!” Thus, traditional Middle Eastern sexual mores are upended and sexism is stoned to death in the town square.

At sexism’s funeral (which takes place in a mysterious, incense-shrouded chamber of international sisterhood), the women of Abu Dhabi remove their black robes and veils to reveal—this is not a joke—the same hideous, disposable, criminally expensive shreds of cloth and feathers that hang from Carrie et al.’s emaciated goblin shoulders. Muslim women: Under those craaaaaaay-zy robes, they’re just as vapid and obsessed with physical beauty and meaningless material concerns as us! Feminism! Fuck yeah!

If this is what modern womanhood means, then just fucking veil me and sew up all my holes. Good night.

Fantastisk. Hvis jeg kunne skrive, ville jeg skrive ligesom Lindy West. Se samtlige af hendes filmanmeldelser og artikler her. Fuck yeah og god nat.

Kennedys Apoleget – Anmeldelse af Ted Sorensen: Præsidentens Mand

Jeg anmelder John F. Kennedys taleskriver Ted Sorensens selvbiografi ‘Præsidentens Mand’ her. Bortset fra lidt rodede sætninger her og der (hey, den anmeldelse blev skrevet meget hurtigt) er jeg ret godt tilfreds med anmeldelsen. Og med bogen, faktisk. Hvilket jeg egentlig også håber, man kan læse ud af slutningen.

Kennedys apoleget – Ted Sorensen: PRÆSIDENTENS MAND

JFK’s taleskriver og politiske rådgiver Ted Sorensens erindringer er et fascinerende og lettere foruroligende studie i loyalitet gennem mere end 50 år.

Erindringer | Anmeldelse af Kristoffer Holm Pedersen

På mange måder siger billedet på forsiden af Ted Sorensen selvbiografi PRÆSIDENTENS MAND alt om, hvilken bog den er, lige fra dens fokus og tema til dens styrker og svagheder:

På et lettere sløret billede ser man i forgrunden den amerikanske præsident John F. Kennedy med selvsikker mine skridte hen over plænen foran Det Hvide Hus. Bag ham, gemt bag et par hornbriller og med en stak papirer under armen, får man et glimt af Ted Sorensen selv, der trods sin meget unge alder allerede ser ganske gammel – og åh ja, ganske kompetent – ud.

Og sådan er bogen også: Lettere uskarp sine steder, forfattet af en gammelklog, men ubenægteligt hyperintelligent forfatter – med JFK som ubestridt midtpunkt.

Ted Sorensen var John F. Kennedys nærmeste rådgiver og taleskriver i 11 år fra 1953 og frem til Kennedys død i 1963. Sorensen var på mange måder en nøgleperson, der som ægte amerikansk liberal satte sit afgørende aftryk på mange af 50-60’ernes vigtigste politiske sager, ligefra borgerrettigheder og månelanding til atomkapløb og Den Kolde Krig.

Sorensens førstehåndsberetninger fra magtens centrum er fascinerende og skrevet med en indsigt og en klarhed, der sømmer sig for en præsidentiel taleskriver. Helt åbent fortæller Sorensen om sit politiske liv i første række bag en af sidste århundredes mest berømte amerikanske præsidenter og beretter om både idealistisk storhed og personligt forfald.

Eller næsten helt åbent. For her kommer vi til selvbiografiens helt store problem: Hvor Sorensen er den første til at indrømme egne fejl og mangler, accepterer han ikke den mindste lille plet på JFK’s omdømme. Selv ikke hvor det, for alle andre end Sorensen selv, er helt tydeligt, hvad der er foregået. Rygterne om JFK’s konsekvente utroskab nægter Sorensen således at skrive om (selvom han modvilligt medgiver, at der fandt ’moralsk problematiske’ ting sted i Det Hvide Hus), ligesom JFK’s gentagne forsøg på at snigmyrde Fidel Castro og hans involvering i den tidlige Vietnamkrig bliver ignoreret eller forskønnet.

Dette svækker i høj grad selvbiografiens troværdighed. Og selvom Sorensen kan have ret i, at Kennedys udsvævende privatliv ikke nødvendigvis påvirkede hans præsidentembede negativt, er det helt klart naivt, når Sorensen fx affærdiger JFK’s konsekvente forbigåelse af sit eget udenrigsministerium i kontakten med USSR som uden betydning, eller nægter at forholde sig til den massive valgsvindel Kennedys stenrige far iværksatte i 1960 for at få sin søn valgt til amerikansk præsident.

Disse sager, der bl.a. er blevet dokumenteret af den Pulitzer-vindende New Yorker-journalist Seymour Hersh og den ansete historiker Tony Judt, belaster Ted Sorensens påstand om, at Kennedy skulle være en af de største præsidenter, der nogen sinde har levet. Jo, JFK fik gennemført rigtig megen progressiv lovgivning. Men når centrale kritikpunkter i JFK’s embedsførelse forbigås så tydeligt, som Sorensen gør her, taber påstanden om Kennedys storhed unægteligt værdi.

Denne kritik af Sorensens blinde plet må dog ikke skjule, at PRÆSIDENTENS MAND er en ganske glimrende selvbiografi, der åbner op for et centralt årtis spændende amerikansk verdenshistorie. Som sandhedsvidne om JFK’s præsidentperiode kan den ikke stå alene. Men som en dybt fascinerende (og dybt partisk) beretning om en idealistisk, politisk og ikke mindst loyal ildsjæl bag en af verdens mægtigste mænd er den bestemt alle pengene værd.

Sjovere end denne anmelder tillader

Jeg anmelder (ikke særlig positivt) Bjarne Reuters nyeste roman Den Ægyptiske Tenor her.

Jeg har egentlig ikke meget mere at tilføje, bortset fra at Reuter efter min mening falder i den samme fælde, som så mange af tidens ‘satirkere’ falder i: Nemlig blot at reproducere allerede skamridte klicheer om dagens Danmark. Satire bør (i min optik, i hvert fald) være overraksende, nyskabende og få os til at se på verden – og ikke mindst os selv – på nye måder. I stedet bliver vi alt for ofte blot bekræftet i det, vi allerede mener (Pia er dum, politikerne svigefulde, religiøse fanatikere åndssvage osv.), hvilket gør satiren tandløs og kedelig. Hvad med satire der viser, at vi selv er dumme, svigefulde og åndssvage? Men en sådan satire er svær at lave. Derfor ser vi den så sjældent.

Anyway, her er anmeldelsen:

Fy for en farce – Bjarne Reuter DEN ÆGYPTISKE TENOR

Med DEN ÆGYPTISKE TENOR har Bjarne Reuter begået en såkaldt ’satirisk krimifarce’ om mord, PET, hemmelige agenter og den internationale medicinalindustri. Det er blevet til noget, der måvære årets dårligste bog.

For at sige det kort: Denne bog må du aldrig, aldriglæse. Hvad Bjarne Reuter og Gyldendal forventer, at vi skal få ud af DEN ÆGYPTISKE TENOR, er umuligt at sige. Bogen er et usjovt, uspændende, langtrukkent ridt ud i klicheernes krimihelvede og fortjener ikke det halve døgn, det tager at læse den. Lad mig begrunde:

Først plottet: Få dage før den globale fredskonference begynder i København, forsvinder hele verdens håb, den syriske chefforhandler Nazim al-Salu, på mystisk vis. Tolv timer senere dukker hans halshuggede lig op i en jysk kirke. Den korpulente og gnavne kriminalinspektør Stelman og hans uduelige assistent Larsen bliver sat på sagen. Og så går den vilde morderjagt over middelalderlige satanister, internationale spioner og smukke, mellemøstlige femme fatal’er.

Det lyder måske ikke så slemt. Men det er det. Selvom forlaget selv beskriver bogen som en ’krimifarce’, og man derfor ikke kan stille kæmpe forventninger til plottets sindrighed, er (den ultra tynde) historie så hullet og usammenhængende som en gammel si af nudler (hvordan en sådan si så er. Men den lyder ikke særlig sammenhængende). Ting sker uden begrundelse, personer dukker op uden motiv og – værst af alt for krimier – handlingsændrende elementer introduceres alt for sent i plottet. Men det er ikke det værste.

Det værste er Reuters konstante og ulidelige forsøg på at være ‘skarp’, ‘satirisk’ og ‘sjov’. Hele bogen igennem belemres man med en forceret humor, der på intet tidspunkt er morsom, men hurtigt forvandler læsningen til en lang lidelse ud i tåkrummende vitser. Som eksempel kan nævnes Reuters konstante forsøg på at være morsom ved at inkludere virkelige personer i bogen, dog omskevet til nye og ’sjove’ navne: den grædeglade forsvarsminister Søren Gademann, jetsetjunkien Rigmor Schnabel, regeringens grå excellence Claus Lord Frederiksen, den dopinganklagede cykelrytter Micky ’Killingen’ Rasmussen (kan du se hvad Reuter lige gjorde der? clever, ikke?) og Nordkoreas diktator Kim De Bil. Synes man den slags er sjovt, vil man brække sig af grin over DEN ÆGYPTISKE TENOR.

Læg dertil en hulens masse klicheer, både sproglige (mørke skyer trækker påfaldende ofte sammen, ligesom kommissær Stelmans blod har en konstant tendens til at fryse til is) og tematiske (den gnavne politimand, hans tumpede assistent, dumme, overordnede politikere), der er som taget ud af en engelsk krimiserie på DR1, og du har en virkelig dårlig bog. Derudover er DEN ÆGYPTISKE TENOR så fyldt med umorsomme oneliners, at plottet (altså det, der måtte være af det) fuldstændig drukner i Reuters forsøg på at spille funnyman, hvilket igen resulterer i et alt for langsomt fortælletempo. Der sker alt for ofte intet på siderne. Og så er 280 sider immervæk en del.

Så for at konkludere: DEN ÆGYPTISKE TENOR er et kæmpe fejlskud af en bog, der fortjener at blive læst af lige præcis ingen. Gør du det alligevel, er det på eget ansvar. Mage til farceagtig krimifarce skal man (heldigvis) lede længe efter.

Når kejseren ikke har noget på

Anmeldelse: Oversigtsbog over det sidste århundredes danske reklamer er for usammenhængende, ufokuseret og dårligt skrevet til rigtigt at sælge

Original anmeldelse her

Set ud fra sit eget PR-perspektiv har Asger Liebsts bog REKLAMENS ÅRHUNDREDE med undertitlen ’Billeder fra danskernes hverdag 1901-2001’ været en bragende succes med omtaler, anmeldelser og billeduddrag i snart sagt alle danske dagblade. Forklaringen ligger lige for: Med dens omfattende billedmateriale af mere eller mindre obskure reklamer fra det 20. århundrede er bogen en flot og sjov bog af kaffebordstypen. Altså til at have liggende fremme og bladre lidt distræt i mens man venter på aftenskaffen. Det er det positive.

I REKLAMENS ÅRHUNDREDE sætter Asger Liebst sig for at fortælle en anderledes danmarkshistorie gennem de håb, drømme og forbrugsgoder vi danskere har higet efter i det sidste århundrede. Det er for så vidt en god ide og kunne have vist en art ’mentalitetshistorie’ over den danske ånd. Men ak, det lykkes ikke rigtigt. Det er der flere grunde til.

For det første er bogen for flimrende og usammenhængende. Dens forskellige kapitler virker sat sammen gennem tilfældigheder, og udover årtiernes kronologi er der tilsyneladende intet redigerende princip. Også indenfor de enkelte kapitler er teksten for springende til at danne overblik. Her springes der fx lystigt fra en reklame med cigaretsælgende børn til en sofistikeret BT-annonce til et par Storm P-tegninger, uden anden sammenhæng end at der også ryges i BT-annoncen og at Storm P har lavet reklamer for bladet. Her savner man som læser en mere tematisk sammenstilling udover den rent kronologiske: Hvordan har brugen af børn i reklamer udviklet sig? Hvilke metoder har cigaretfabrikkerne brugt til at sælge deres varer gennem tiden? Og hvad siger udviklingen på begge de to områder om danskernes udvikling? Disse spørgsmål bliver vi ikke klogere på, og det er fatalt, specielt når bogens erklærede ærinde er at fortælle danskernes kulturhistorie på en ny måde.

For det andet savner man en lidt mere receptionsorienteret diskussion af de mange reklamer: hvilke reklamer virkede og hvordan og hvor meget? Asger Liebsts synspunkt er i høj grad reklamemandens, der værdsætter de opfindsomme, anderledes og sjove reklamer. Men vandt de genklang i tiden – og på bundlinjen? Det kunne være interessant at få at vide (fx er der jo ingen tvivl om, at Søren Faulis Toms Chokolade-reklamer er mildt morsomme og sikkert vækker bred genkendelse, men personligt kender jeg ikke en eneste, der har købt en Holly Bar i de sidste 15 år).

Endelig er bogen generelt for dårligt skrevet, med tendens til lidt for opstyltet og konstrueret sprog.

REKLAMENS ÅRHUNDREDE fejler således sin egentlige opgave og nøjes som oftest med at vise rimeligt underholdene billeder fra en svunden tid. Bedst er bogen de enkelte steder, hvor den via reklamerne viser os de skiftende årtiers trends: fx 50’ernes fascination af videnskab og teknik, der kommer til udtryk i reklamer med professor Balthazar-agtige ’hvidhedsmålere’ til tandpastatænderne og alfaderlige mænd i hvide kitler. Der er dog for langt mellem disse indsigter til rigtig at gøre bogen værd at anskaffe sig.

Men bogens indpakning og reklamekampagne er – emnet tro – rigtig fin!

Asger Liebst: Reklamens Århundrede. 200 sider. Gyldendal.

Buyology. Stærkt brand uden indhold

Jeg var ikke alt for imponeret efter at have læst den danske ‘branding guru’ Martin Lindstroms ellers ret hypede bog Buyology. Jeg havde ellers høje forventninger. I et felt og i et fag der let kan flyde hen i højtragende snak og luftige teorier, var det lovende med en mere videnskabelig, imperisk tilgang til marketing og branding. Bogen virkede derfor rigtig tillokkende: En neurovidenskablig undersøgelse af hvorfor vi køber det, vi køber.

Men jeg blev altså skuffet, og hvorfor så det? Tja, hverken blurbs‘ene eller Martin Lindstrom selv underspiller bogens “revolutionære” og “chokerende” tilgang tilgang til neuromarketing, og derfor bliver forventningerne til resultaterne hurtigt skruet gevaldig i vejret. Og når så bogen ikke leverer netop en fuldstændig omvæltning af hidtidige brandingstrategier og -metoder, ja så bliver man selvfølgelig skuffet.

For istedet for at anvise en helt ny revolutionerende brandingmetode, nøjes bogen langt hen af vejen med forklare hvorfor allerede praktiserede metoder virker. Og det er da også fint nok. Når Ferrari således sørger for at male så meget som muligt af deres butikker, sponsorater, samarbejdspartnere osv. røde (men uden at der er et Ferrarilogo i nærheden), og når Marlboro igen og igen bruger billeder af ensomme cowboys i et barskt westernlandskab (men uden at der er så meget som én Marlborocigaret i miles omkreds), så virker disse ‘ubevidste reklamer’ alligevel på os, forklarer bogen, fordi synet af netop ferrarirød og cowboys aktiverer de samme områder af hjernen, som hvis vi havde set et faktisk billede af en Ferrari eller en Marlbororeklame. Interessant. Men næppe revolutionerende. Jeg mener, Ferrari og Marlboro praktiserer det jo netop allerede.

Men bogen har selvfølgelig nye (omend tvivlsomme – se link nederst i indlægget) pointer. De mest spændende, synes jeg, er fx undersøgelsen af, at advarsler på cigaretpakker stik imod almindelig overbevisning virker styrkende, ikke afskrækkende på folks rygetrang og altså stik imod hensigten. Eller Martin Lindstroms påvisning af at de ellers meget udredte og meget dyre product placements i blockbusterfilm kun har en målbar effekt, såfremt produkterne bliver brugt til noget i pågældende film. Det må få marketingfolk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de investerer dyre domme i at få en lille ubetydelig rekvisit med i den næste James Bond-film.

Men alt i alt fik jeg ikke det ud af Buyology som jeg havde forventet. Bogen var interessant, informativ og relativt godt skrevet, men nogen “revolution” af hele min tankegang omkring branding medførte den nu ikke. Men at Martin Lindstrom kan noget med branding bliver man ikke i tvivl om (heller ikke når man besøger hans hjemmeside). Brandet ‘Buyology’ er jo med denne bog allerede slået fast med syvtommersøm.

Det kan forøvrigt anbefales at læse Martin Skovs dybtgående og kritiske dekonstruering af Buyologys principper og resultater her.