Kan man virkelig ikke bombe sig til fred?

Utroligt at det overhovedet kan være en nyhed. Men ifølge en ny undersøgelse af en gruppe økonomer fra Stanford University, Princeton og London School of Economics skaber drab på civile i forbindelse med krigsindsatser som den i Afghanistan i virkeligheden flere oprørere end de potentielt fjerner.

Nu er det selvfølgelig de færreste der vil argumentere for, at drab på uskyldige civile på nogen måde skulle være givtigt, endsige målet for krigsindsatsen i Afghanistan. Selvfølgelig ikke. Men alligevel sætter undersøgelsen spørgsmålstegn ved de internationale (og heriblandt danske) troppers tilstedeværelse der. For når civile tab ikke kan undgås (og det tror jeg ikke der findes nogen, der mener, de kan), og de så igen skaber flere fjender, hvad nytte gør vores tropper så?

Undersøgelsen har (meget økonomisk) faktisk regnet sig frem til en model for dræbte civile/nye oprørere-raten:

“When ISAF units kill civilians,” the research team finds, referring to the U.S.-led coalition in Afghanistan, “this increases the number of willing combatants, leading to an increase in insurgent attacks.” According to their model, every innocent civilian killed by ISAF predicts an “additional 0.03 attacks per 1,000 population in the next 6-week period.” In a district of 83,000 people, then, the average of two civilian casualties killed in ISAF-initiated military action leads to six additional insurgent attacks in the following six weeks.

Er det samme så tilfældet når Taleban dræber? Nej, viser undersøgelsen. Til gengæld har vestens angreb ikke bare indflydelse på umiddelbart følgende angreb. På lang sigt øger drab på civile også den generelle radikalisering i Afghanistan:

That’s not all. The researchers found that ISAF-caused civilian casualties corollate with long-term radicalization in Afghanistan. Plotting reprisal incidents of violence in areas where civilians died at coalition hands, the data showed that “that the Coalition effect is enduring, peaking 16 weeks after the event. This confirms the intuition that civilian casualties by ISAF forces predict greater violence through a long-run effect.” That’s consistent with intuitions that civilian casualties “are affecting future violence through increased recruitment into insurgent groups,” although they find no direct evidence for such a thing. Interestingly, the researchers found the opposite to be the case in Iraq: U.S.-caused civilian casualties are more likely to cause short-term retaliatory spikes than they are violence over the long term. (Yet.)

Kan der – efter mere end otte års håbløs krig der ikke lader til at slutte indenfor den nærmeste fremtid – være nogen tvivl tilbage om at vi må trække os af Afghanistan så hurtigt som muligt? Og så opfylde vores forpligtelse overfor det afghanske folk på en anden måde?

Obama vs BP vs The Economist

Disse sider har før sunget The Economist‘s hyldest. Nu er magasinet imidlertid blevet fanget i at have fotomanipuleret sit forsidebillede for at drive en helt speciel pointe hjem.

Billedet forestiller præsident Obama på en strand i Louisiana, alene, kiggende fortabt ned i jorden, med olieplatforme i baggrunden. En perfekt metafor for en tvivlrådig præsident og hans kamp mod olieforurening, internationale oliefirmaer og faldende opbakning i en amerikanske befolkning, der ser ham som svag, handlingslammet og alene.

Problemet er, som NYTs blog Media Decoder skriver, at Obama rent faktisk ikke var alene. Billedet i The Economist er blot redigeret for at give det indtryk. I virkeligheden står præsident Obama på stranden i samtale med to personer, heriblandt Admiral Thad W. Allen, kystvagtens øverste chef. Men på forsiden er de to personer forsvundet og erstattet af Caribiens (stadig) blå hav.

The Economist har ikke villet kommentere redigeringen.

At kede interessenterne ihjel, fortsat

Og så igen. Vil man tage præsentationen af sin virksomheds eller organisations kreative præstationer helt ud, så er den danske wunderarkitetkt Bjarke Ingels’ måde et godt bud:

En 400-siders tegneserie der dokumenterer 30+ projekter det innovative arkitektfirma har været involveret i kaldet ‘Yes is more’.

Titlen er naturligvis stjålet fra Mies van der Rohes berømte diktum ‘less is more’ og stilen er rå, legesyg og en fantastisk demonstration af kreativ do it – don’t show it.

Jeg køber min her, det burde du også gøre.

Se mere til Ingels’ fantastiske præsentationsevner i en TED-talk han gav sidste år her

At kede interessenterne ihjel

Der er mange måder man kan kede sine interessenter/stakeholders ihjel som organisation og virksomhed.

En traditionel måde er årsrapporten. 100 siders tætskrevne afrapporteringer, beretninger fra ledelsen, formfuldendte billeder af glade medarbejdere og pæne visioner for det kommende regnskabsår. Er målet at få dårlige nyheder ud uden pressens eller aktionærers opdagen, så er den traditionelle årsrapport virkelig måden at gøre det på.

Derfor er det så fedt når organisationer tør tænke udenfor boksen. Af forskellige grunde faldt jeg over Wonderful Copenhagens årsberetning fra 2009 (ikke billedet ovenfor). Designet  i et råt, københavnermagasin-agtigt layout præsenterer den hovedstadens alsidige brandingindsats på en moderne, modig og kreativ måde. Kort sagt netop ved hjælp af de dyder, Wonderful Copenhagen slår på skal være Københavns fremmeste salgspunkter overfor virksomheder, turister og samarbejdspartnere.

En fed måde at vise kreativitet og mod til nytænkning på, istedet for blot at postulere det. Og så er beretningen faktisk rigtig interessant og god læsning. Tag et kig.