Funeral Blues

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He is Dead.
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last forever: I was wrong.

The stars are not wanted now; put out every one,
Pack up the moon and dismantle the sun,
Pour away the ocean and sweep up the woods;
For nothing now can ever come to any good.

W.H. Auden

Tante Rifs pludren

Klaus Rifbjergs nyeste roman ‘Dagstelegrafen’ er som at sidde ved siden af en gammel tante til en familiefest: pludrende, springende, genkendelig og banal, men med enkelte glimt af sprog- og livskraft undervejs

Læs anmeldelse her

Det er sjældent, man opfatter det som noget positivt: Men der er faktisk en art pludrende kvalitet over Klaus Rifbjergs seneste roman, ‘Dagstelegrafen’.

I adstadigt tempo, ikke for udfordrende og med små, banale pointer, man ikke kan undgå at fange, skrider den lille fortælling roligt frem mod sin afslutning. Det bliver ikke på noget tidspunkt sindsoprivende, men da meget hyggeligt, og det hele gøres udholdeligt af Rifbjergs genkendelige og stilsikre sproglige ekvilibrisme, der med gammeldags udtryk og opfindsomme vendinger er romanens største aktiv. Skrive kan han stadigvæk, Rif.

Har Rifbjerg så fundet noget at skrive om? Nej, ikke rigtig. ‘Dagstelegrafen’ veksler mellem fire (måske fem) fortællespor, der hver især følger forskellige medlemmer af familien Nielsen: Bedstemoderen Emma, der lige har mistet sin mand, Richard; Datteren Rie, der arbejder på et reklamebureau; sønnen Carsten, der er soldat i Afghanistan; barnebarnet Anders, der går på Forfatterskolen; og i et enkelt bizart kapitel den afdøde Richard, der i førsteperson fortæller om sin egen obduktion.

Fortællingen følger over et ikke helt klart antal dage familien i deres mere eller mindre (mest mindre) spændende gøren og laden. Der er nogle fortrængte kærlighedshistorier, der er nogle overvejelser om kunsten og livet, der er trods, indestængthed og jalousi, og så er der et skjult familiedrama, læseren ikke får kendskab til før til sidst.

Ingen af fortællesporene fænger dog. Det er der flere grunde til: Personerne er simpelthen for overfladiske og deres relationer utroværdige. Historierne er for små, usandsynlige og ligegyldige. Karikaturerne på kendte personer indenfor kunst og kulturlivet er for platte og kedelige. Og den satire, der vistnok skulle være ”bidende” og ”sarkastisk”, bliver sjældent andet end almindelige og uinteressante udfald mod kendte og gennemtærskede Rif-aversioner som militær, forfatterskole, det moderne reklamesamfund og gud i himlen.

Nej, det er ikke godt, og det næstbedste man kan sige om bogen, er da også, at den er kort: kun 118 sider og derfor rimelig hurtig at komme igennem. Det bedste ved bogen er som sagt sproget, der på trods af den skrantende handling og uinteressante karakterer emmer af overskud, humor og varme.

At læse ‘Dagstelegrafen’ bliver derfor ikke ulig at sidde ved siden af en gammel tante til en familiefest: Den pludrer springende og usammenhængende om letgenkendelige og uhyre banale ting, man egentlig godt vidste i forvejen. Men det er sgu meget rart at høre gamle tante Rifs stemme igen. Hvis da bare den havde noget interessant at fortælle.

How To Be A Great Writer

You’ve got to fuck a great many women
beautiful women
and write a few decent love poems.

and don’t worry about age
and/or freshly-arrived talents.

just drink more beer
more and more beer

and attend the racetrack at least once a

week

and win
if possible

learning to win is hard –
any slob can be a good loser.

and don’t forget your Brahms
and your Bach and your
beer.

don’t overexercise.

sleep until noon.

avoid paying credit cards
or paying for anything on
time.

remember that there isn’t a piece of ass
in this world over $50
(in 1977).

and if you have the ability to love
love yourself first
but always be aware of the possibility of
total defeat
whether the reason for that defeat
seems right or wrong –

an early taste of death is not necessarily
a bad thing.

stay out of churches and bars and museums,
and like the spider be
patient –
time is everybody’s cross,
plus
exile
defeat
treachery

all that dross.

stay with the beer.

beer is continuous blood.

a continuous lover.

get a large typewriter
and as the footsteps go up and down
outside your window

hit that thing
hit it hard

make it a heavyweight fight

make it the bull when he first charges in

and remember the old dogs
who fought so well:
Hemingway, Celine, Dostoevsky, Hamsun.

If you think they didn’t go crazy
in tiny rooms
just like you’re doing now

without women
without food
without hope

then you’re not ready.

drink more beer.
there’s time.
and if there’s not
that’s all right
too.

Charles Bukowski

De rigtige meninger mod rov

Bjørn Bredal skriver spændende og forfriskende (selv)kritisk om 125 års idéhistoriske kampe på Politiken og folder overbevisende fortællingen ud til resten af kulturhistorien, landet og livet som sådan

Link til anmeldelse

Det er ikke nødvendigvis altid, at 125 års virksomhedshistorie er spændende læsning. Er selve historien ikke søvndyssende kedelig, risikerer den gerne at segne under ufarlig hyldest og lovprisende opremsning af ligegyldige triumfer.

Sådan forholder det sig dog ikke, når virksomheden er Politiken: her ved man fra start, at historien er alt andet end uinteressant. Og når historien samtidig fortælles med kritisk sans og bliver dybtgående perspektiveret til resten af samfundet, bliver virksomhedshistorien om Politiken samtidig historien om de sidste 125 års politiske, kulturelle og idéhistoriske strømninger i Danmark og Europa. Og det er rigtig godt.

POLITIKEN MOD POLITIKEN udkommer i anledning af Politikens 125 års fødselsdag og bærer undertitlen ‘Idékampe 1884 – 2009’. Det er der god grund til. Bogen er nemlig opdelt i ni tematiske afsnit, der hver især følger forskellige kulturelle og politiske kampe og strømninger op gennem Politikens historie, fx seksualmoraldebatten, antisemitismen, Statens Kunstfond, forsvarsspørgsmålet, ytringsfriheden osv.

I hvert afsnit følger Bredal dog ikke bare, hvordan Politikens holdninger har ændret sig eller ikke ændret sig, men også hvordan de forskellige kulturtemaer har udspillet sig i Danmark og omverdenen som sådan i løbet af de sidste 125 år. Tag fx afsnittet om seksualmoralen: Her springer bogen mellem Josephine Bakers bananoptræden, kvindernes valgret, sædelighedsfejden, Pil Dahlerups disputats om Det Moderne Gennembruds Kvinder og liderbassen Jørgen Leth og kokkens datter.

Bjørn Bredal er selv mangeårig redaktør og skribent (og, full disclosure, undertegnedes tidligere chef) på Politiken. Alligevel går han kraftigt til stålet og er ikke bange for at bore de steder, hvor bladet åbenlyst kommer i karambolage med sig selv og tilsyneladende frafalder ellers tidligere tiders principper, som fx i Jørgen Leth-sagen. Det er en forfriskende styrke ved bogen, der derved kommer meget langt fra en tom hyldesttale. Bredal er ikke bange for at bide hånden, der fodrer ham.

Men det, der for alvor hæver bogen, er Bredals påvisninger af de kulturhistoriske og samfundsmæssige ryk, der ligger til grund for Politikens idékampe med sig selv. Således løfter Bredal fx historien om Politiken vs. Leth til en generel diskussion om skismaet mellem hævdelsen af den absolutte frihed (det være sig seksuel, køns- eller religionsfrihed) og forsvaret for de svage og for ligestilling (det være sig mellem køn, trosretninger eller kulturer). Begge tilsyneladende grundpiller i det kulturradikale projekt; men måske også i virkeligheden hinandens modsætninger?

POLITIKEN MOD POLITIKEN bliver således ikke kun historien om Politikens interne uenigheder op igennem historien, men en historie om det kulturradikale, liberale frisinds kamp med sig selv. Og måske i særlig grad mod den verden, der langsomt har vendt sig selv på hovedet foran den.

Vil man forstå denne kamp, hvorfor den er så vanskelig, og hvordan dens problematikker stikker (mindst) 125 år tilbage i tiden, er POLITIKEN MOD POLITIKEN ganske enkelt uundværlig. Er man interesseret i en uhyre velskrevet, grundig, flot illustreret og levende idehistorie om de sidste hundrede års Danmark, er POLITIKEN MOD POLITIKEN også et fremragende bud.

Hip hurra for forfatteren (og fødselaren)!

…that’s how I roll, motherfucker

Buffalo Bill’s

Buffalo Bill's
defunct
        who used to
        ride a watersmooth-silver
                                  stallion
and breakonetwothreefourfive pigeonsjustlikethat
                                                 Jesus
he was a handsome man
                      and what i want to know is
how do you like your blueeyed boy
Mister Death

ee.cummings

prosa

Fortovet skinnede nærmest blændende ind gennem de store vinduer til den amerikanske kaffekæde. Højtrøstede stemmer grinede fra førstesalen og overdøvede et kort øjeblik den dybe loungemusik, der svømmede ud af højtalerne. En konstant summen fra maddisken fuldendte lydbilledet. Det var tidligt på dagen men allerede meget varmt.

To nordeuropæere sad i de dybe, mørkegrønne lænestole ved vinduet. Han havde et par lyse bukser på, en mørkegrøn polo, der nærmest lod ham flyde i ét med lænestolen, og et par elegante, lysebrune sko. Hun var iført en lys kjole med et blåt bånd om livet, der fremhævede hendes talje, hendes fine svaj i ryggen og hendes små bryster i bh’en, hvis blondebroderier lod sig ane under det tynde kjolestof. På fødderne havde hun flade, hvide sko, som hun havde vippet af hælene og nu sad og balancerede med med tæerne.