“Det er jo en tragedie at skrive poesi…”

“… fordi den burde være musik.” I sit sidste interview, bragt i Sveriges Radio den 1. december sidste år, fortæller Inger Christensen om den nære sammenhæng mellem poesi og musik, der findes i hendes digtning

Af Kristoffer Holm Pedersen

I september 2008, fire måneder før hendes død, lykkedes det Sveriges Radio efter lang tids ihærdige forsøg at overtale Inger Christensen til at give et af sine uhyre sjældne interviews. Interviewet blev til en specialudsendelse af det svenske musikprogram ‘Klang’ og handlede om den nære forbindelse mellem musik og poesi, der findes i Inger Christensens digtning.

I anledning af Inger Christensens død har Sveriges Radio nu lagt interviewet ud på deres hjemmeside som en særlig web-genudsendelse. Lyt til interviewet her.

At forstå mere end man troede

I interviewet, der blev Inger Christensens sidste, fortæller hun bl.a. om sit arbejde med sonetkransen ‘Sommerfugledalen’ og hvordan hun brugte den klassiske musik i arbejdet med den eksperimentelle roman ‘Azorno’ og langdigtet ‘Dage i april’.

“Poesi er for mig en underafdeling af musikken”, siger hun i interviewet og forklarer, hvordan hun altid har betonet det lydlige og det musiske frem for det betydningsmæssige, når hun skriver poesi.

“Fordi poesien er en del af kroppens sproglige, musikalske og rytmiske udtryk, har det været afgørende for mig, at det lyder fantastisk, og når det gør det, kommer der ofte en betydning frem, som man ikke kunne få frem på andre måder end ved at forfølge sprogets klange og lyde,” siger hun i interviewet.

For det er netop sprogets musikalske kvalitet, der, når det bruges poetisk, gør det at digte til noget særligt, fortæller Inger Christensen.

“Hvorfor skal man overhovedet skrive digte, når man kan sige tingene til hinanden, som de er? Jo, i digtene får klangene og lydende en ekstra dimension, som gør, at man hører et meget større rum, end det som kan siges, for eksempel i en samtale som denne. Med sproget kan man opbygge et univers, hvor samklangen mellem lyd og betydning kan føre én ind i et rum, hvor man forstår mere, end man troede, det var muligt at forstå. Og det er dét, der er det gribende ved poesien”.

Elsket og glemt

Det er den svenske radiojournalist Birgitta Tollan, der har interviewet Inger Christensen om musikken og poesien i hendes digtning. Tollan løb igennem et års tid flere gange tilfældigt på Inger Christensen i kvarteret på Frederiksberg, hvor de begge boede. Efter flere fejlslagne forsøg pr telefon, mail og brev løb Birgitta Tollan igen på Inger Christensen, og der lykkedes det endelig Tollan at få overtalt den sky digter til at lade sig interviewe. Det skete i køen til kassen i Irma.

“Vi aftalte at jeg skulle komme hjem til hende i hendes nye lejlighed. Hun tog imod og bød på iskold hvidvin, dadler og sure, grønne blommer. Hun var meget venlig, flot klædt på og overhovedet ikke sky, nærmest koket, pigeagtig og meget indtagende og passioneret. Jeg var lidt nervøs over at skulle interviewe hende og havde forberedt mig grundigt, men hun drillede mig lidt og var meget spøgefuld og humoristisk. Når jeg forelagde hende nogle filosofiske ting hun havde skrevet, svarede hun tit at ‘ja, man skriver så meget dumt når man er ung’,” fortæller Birgitte Tollan til Information.

I løbet af de to timer, Tollan interviewede Inger Christensen, talte de om alt lige fra poesi, musik og komposition til Inger Christensens ry som en streng, kontrolleret systemdigter.

“Og der overraskede det mig, at Inger Christensen ikke betragtede sig selv som systemdigter. Hun sagde, at det meste af det hun havde lavet, var kommet til hende ved et tilfælde”, fortæller Birgitta Tollan.

‘Sommerfugledalen’ fik Inger Chrisensen således ideen til under et digtarrangement i Hamborg, hvor hun havde talt om sonetten som klassik lyrisk udtryksmåde. På vej hjem i toget havde hun tænkt ‘Arh Inger, det slap du vist lidt let udenom’ og besluttede sig for at forsøge selv at skrive en sonetkrans. Der, på den seks timers togtur fra Hamborg til København, blev ‘Sommerfugledalen’ undfanget.

Også Inger Christensens manglende oversættelser til svensk, talte Birgitta Tollan og Inger Christensen om.

“Inger Christensen er jo næsten ikke oversat til svensk, og det kunne man mærke, hun var skuffet over. Lige efter interviewet skulle hun til Rumænien og læse op, i Tyskland elskede de hende og hun skulle snart udgives på amerikansk. Hun var en meget højt værdsat digter i Europa. Men i Skandinavien var hun på en eller anden måde nærmest glemt. Det kunne jeg mærke hun var ked af – selvom hun aldrig sagde det,” slutter Birgitte Tollan.

Bragt på information.dk den 9. januar 2009